Vedtægter for Kikhavn Grundejerforening

Vedtaget på Generalforsamling 2025

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

§ 1 Foreningens navn og hjemsted
 

Foreningens navn er Kikhavn Grundejerforening. Hjemstedet er Halsnæs Kommune. Adressen er hos formanden.

 

§ 2 Foreningens formål

Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser med relation til Kikhavns grundejerforhold og geografiske område, herunder

·       at styrke godt naboskab, trivsel og sammenhold 

·       at bevare Kikhavns attraktive særpræg

·       at danne forum for drøftelse af sager af fælles interesse 

·       at fungere som talerør for drøftelse af sager af fælles interesse med andre lokale foreninger, Halsnæs Kommune og forsyningsselskaber.

·       at medvirke til vedligehold af private fælles veje.  Se Bilag 1. 

Ansvaret for vejvedligehold påhviler i alle tilfælde den enkelte grundejer. Grundejerforeningen bidrager til vedligeholdelsen af fordelingsvejene angivet i bilag 1 og leverer grus til øvrige veje uden vejlaug. Asfalteret veje vedligeholdes ikke af Grundejerforeningen, men medlemmer kan søge om tilskud til vedligeholdelse.
 

Bilag 1 kan løbende tages op til revision på den årlige generalforsamling.
 

 

 

 

§ 3 Medlemskab
 

Alle grundejere indenfor ejerlavet Kikhavn By, Torup og som har status af sommerhusområde, (se bilag 2) og grundejere inden for ovennævnte ejerlav der ligger i landzone kan være medlem.

Grundejere der enten via servitut eller lokalplan er pålagt medlemskab af en grundejerforening har medlemspligt. 

Opkrævning af kontingent for dem med medlemspligt følger ejendommen og en eventuel restance vil ved salg eller overdragelse til ny ejer overgå til denne.

Alle medlemmer skal oprette en profil på foreningens hjemmeside, kikhavn.klub-modul.dk. da dette er afgørende for bestyrelsens mulighed for at kunne kommunikere med de enkelte grundejere.

Udmeldelse ved fraflytning og sletning fra medlemslisten kan ske ved e-mail til kasserer eller sekretær. Indbetalt kontingent refunderes ikke.


 

 § 4 Kontingent 

Kontingentet for det efterfølgende regnskabsår fastsættes på generalforsamlingen.
 

Kontingentet består af et grundkontingent der opkræves for alle og et kontingent der afhænger af i hvilket omfang deres vej er omfattet af vedligehold udført af grundejerforeningen og i hvilken udstrækning kørsel til deres ejendom antages at foregå via de fælles fordelingsveje.

Kontingent vil blive opkrævet for alle grundejere indenfor det i §3 fastsatte sommerhusområde.

Øvrige grundejere som har oprettet en profil med angivelse af ønske om medlemskab vil ligeledes blive opkrævet.  

§ 5 Bestyrelsen

Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på mindst fem og højest syv medlemmer. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, foretages suppleringsvalg på førstkommende generalforsamling.

Hvis bestyrelsen bliver færre end fem medlemmer er den berettiget til at supplere sig selv indtil ordinær generalforsamling er holdt.

Efter generalforsamlingen, hvor formanden vælges separat, konstituerer den øvrige bestyrelse sig med næstformand, sekretær, kasserer og vejformænd.

Indkaldelse til bestyrelsesmøder ledsaget af dagsorden finder sted, når formanden eller to bestyrelsesmedlemmer finder det fornødent. Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat som gøres tilgængelig på foreningens hjemmeside på Klub Modul.
 
Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed, men er kun beslutningsdygtig, når mindst fire bestyrelsesmedlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

 § 6 Generalforsamlingen
 

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden 1. maj
 
Medlemsforslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde inden 15.  februar. 

Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med to ugers varsel ved meddelelse pr. e-mail samt generelt opslag på foreningens hjemmeside.

Med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling skal følge dagsorden, reviderede regnskab for det forgangne år og indkomne forslag.

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten kan ikke være medlem af bestyrelsen.

På den ordinære generalforsamling skal mindst følgende punkter behandles:

1.     Valg af dirigent

2.     Valg af referent

3.     Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.

4.     Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse.

5.     Forslag fra bestyrelsen eller medlemmer til afstemning.

6.     Fastlæggelse og godkendelse af budget og kontingent for det kommende år.

7.     Valg af formand, der vælges for to år. Kan genvælges.

8.     Valg af bestyrelsesmedlemmer, der vælges for to år. Kan genvælges.

9.     Valg af en revisor og revisorsuppleant. Kan genvælges.

10.  Eventuelt.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. Hvert medlem har én stemme. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt, dog således at fuldmagt kun kan gives til et andet medlem, og således at hvert fremmødt medlem kun kan medbringe én fuldmagt. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt 25% af de fremmødte medlemmer eller bestyrelsen forlanger det.

Der kan kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsordenen, med mindre samtlige stemmeberettigede er til stede og tiltræder.

 § 7 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen,

·       hvis bestyrelsen finder det hensigtsmæssigt.

·                  hvis mindst 25% af foreningens medlemmer over for formanden fremsætter begrundet skriftligt krav herom ledsaget af dagsorden. I så fald skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter modtagelsen af begæringen.

§ 8 Tegning og hæftelse

Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og ét bestyrelsesmedlem i forening eller af tre bestyrelsesmedlemmer i forening. Der påhviler hverken foreningens eller bestyrelsens medlemmer nogen personlig hæftelse for de på foreningen påhvilende forpligtelser.

 § 9 Vedtægtsændringer

Til ændring af nærværende vedtægt herunder fusion med andre foreninger kræves vedtagelse på generalforsamlingen såfremt 2/3 af de fremmødte og mindst halvdelen af samtlige medlemmer stemmer herfor.

Såfremt et tilstrækkeligt antal medlemmer ikke er fremmødt, afholdes en ny generalforsamling inden en måned. På denne kan vedtagelse ske ved almindeligt flertal.

 § 10 Opløsning

Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer. Forslag om disponering af foreningens formue og aktiver skal fremgå af indkaldelsen til generalforsamlingen.

 

§ 11 Voldgift

Stridigheder om anvendelsen og fortolkningen af nærværende vedtægt afgøres ved voldgift. Voldgiftsretten skal bestå af to voldgiftsmænd, hvoraf hver af stridens parter vælger én, og består desuden af én af disse i fællesskab valgt opmand. I øvrigt finder den til enhver tid gældende voldgiftslov anvendelse.

 

Kikhavn, den 07.09.2025

KGF Vedtægter Bilag 1

Oversigt over fordelingsveje som vedligeholdes af KGF

  • Lokvejen
  • Jørgen Olsens Vej
  • Linesvej
  • Svinget i Humber Ager
  • Kragevejen
  • Titanbakke (Editeret: forventet inkluderet i 2026 ved tilstrækkeligt medlems-% over 80)
     (fra Kragevejen til krydset ved Brunebakke)


 

 

Bilag 2 Dækningsområde for Kikhavn Grundejerforening 
             
(Sommerhusområde = Gult område indenfor Ejerlav = Kikhavn By, Torup)


  Kikhavn Grundejerforening